Skræmmekampagne

I øjeblikket kører DR en kampagne mod antidepressiv medicin. I de første programer var de ekstremt manipulerende og fremsatte udelukkende meninger, som støttede deres synspunkt. Indtil en af de førende eksperter på området, en af landets mest anerkendte psykiatere Paul Videbech talte ud og anklagede dem for at manipulere opinionen: de havde brugt tid på et interviewe ham, man da det han havde at sige ikke bekræftede det budskab, de gerne ville udbrede – navnlig, at disse medikamenter ikke har spor gavnlig effekt og derudover gør folk afhængige og mere suicidale – viste de ikke engang interviewet. I stedet viste de en sag, hvor en ung mor “på grund af behandlingen” havde hængt sig.

Jeg arbejder dagligt med folk, der er indlagt med depression, og jeg kan altså heller ikke bekræfte beskrivelsen. Jeg vil endda ligefrem sige, der er flere patienter, der ikke ville være modtagelige for psykoterapi, hvis ikke de var medicineret. Og bekymret for faren for, at de ophørte med medicinen som følge af de forbandede programmer, hvor journalister giver den som eksperter, skrev jeg en mail til DR, hvor jeg fremlagde, jeg følte med det nævnte selvmord, men at det var noget vås at sige, det var en følge af behandlingen, da depressionen i sig selv – med eller uden behandling – har som en af de hyppigste symptomer selvmordstanker. Og at det mange gange er nemmere for de efterladte at bebrejde medicineringen for en sådan tragedie end at forsøge at forstå og acceptere, at deres kære “valgte” at ende livet. En ting er dog, at familien til den unge mor er følelsesmæssigt berørt og tænker sådan, men at en public service tv-kanal giver sig hen til hysteriske fortællinger er for mig uacceptabelt, og det, ja, kan være med til at sætte mange patienters liv i fare, hvis det får dem til at stoppe med behandlingen.

Nå, jeg fremlagde mine argumenter. Og i forgårs modtog jeg en automatisk mail med bla bla bla ditten og bla bla bla datten “og hvis jeg havde en depression, hvor jeg kunne ringe, hvis jeg havde selvmordstanker, og at jeg for alt i verden ikke skulle stoppe med behandlingen men tale med en læge, hvis programmerne havde gjort mig utryg, da jeg ville risikere et tilbagefald”. Først blev jeg irriteret: der er intet værre end automatiske mails. Efterfølgende grinede jeg lidt: de blev alligevel bange for konsekvenserne af det bavl, de lukkede ud.