Farvel…
Jeg hader begravelser, men i dag kan jeg ikke lade være med at tage til en for at hædre en person, som jeg mødte for tre år siden og som, helt overraskende, gjorde stort indtryk på mig med sin sammensatte personlighed, som han åbenbarede overfor mig lidt efter lidt i vore næsten ugentlige samtaler og meningsudvekslinger om livets genvordigheder. Han døde ganske pludseligt og alt for tidligt og nåede langt mere end så mange andre på lidt over de tredive men efterlod sig samtidig flere store uopfyldte drømme. Jeg er endnu ikke klar til at tage afsked og tror, jeg kommer til at gøre det lidt ad gangen i løbet af dage, uger, måneder.
Det er ved sådanne lejligheder, man kommer i kontakt med sig selv og husker at sætte pris på de ting, der virkelig betyder noget – fordi der jo er så meget, som frarøver os tid og energi, og som alligevel er så uendelig ligegyldigt.
Du betød noget, J. Hvil i fred, og tak for denne gang.