onsdag, februar 04, 2009

Uforglemmelig første kærlighed
Og stadig apropos kærlighed, kan I huske jeres første kærlighed? Jeg tør vædde på, at I kan det og endda ret levende, selvom jeres første kærlighed ikke nødvendigvis var den flotteste, mest charmerende eller opmærksomme blandt jeres kærester.

Jeg har læst, at en gruppe forskere fra universitetet i Essex ledet af Dr. Malcolm Brynin har revideret den nyeste kærlighedsforskning fra de førende sociologer i emnet og konkluderet, at den første kærlighed saboterer de efterfølgende kærlighedsforhold og derfor aldrig burde have fundet sted… (hvilket i sagens natur ville have været svært, da et eller andet forhold skulle være det første… men lad gå, vi er indenfor videnskabsfolkenes idealistiske verden, så vi må hellere lade som om, vi kan følge deres ræsonnement, ok?…) … og det burde aldrig have fundet sted, fordi det første kærlighedsforhold angiveligt skaber en lidet realistisk idé om, hvad man kan forvente af de næste, da minderne om det – det første indforståede blik, det første kys, forelskelsens megastørrelse, osv. – for hvert år, der går, per definition jo bliver tiltagende lyserøde… hvilket ufravigeligt bringer skuffelse ved hver efterfølgende sammenligning.
I hvert fald i teori… og det er teori, videnskabsfolk forstår sig mest på, ikke?…