Skæld ud
Ingen er vel i tvivl om i dag, at det at slå børn påvirker dem dybt resten af livet (og hvis nogen stadig er i tvivl, kom lige og tal med mig, så skal jeg nok fortælle det…). Mindre kendt og etableret er til gengæld det faktum, at systematisk skæld ud ved selv den mindste anledning ødelægger selvværdet i ligeså høj grad. Det kunne jeg i forvejen godt forestille mig, da jeg ikke bryder mig om, hader – afskyer! – at blive kritiseret; konstruktiv kritik lad gå, men der er intet, der gør mig så usikker, frustreret og ulykkelig som, når nogen peger finger ad mig på en destruktiv, aggressiv måde.
Ifølge en undersøgelse, jeg læste for nylig, de børn der har det sværest ved at indlære er samtidig dem, der bliver mest skældt ud og straffet, og skæld ud har samtidig en dårlig effekt på indlæring, da det svækker selvtilliden, og denne er altafgørende for evnen til at lære nyt, hvorved der skabes en ond cirkel.
Derudover er der den sociale dimension: ifølge samme undersøgelse udvikler de børn, der får megen skæld ud, negative forventninger til deres omgivelser og har derfor svært ved at indlede venskaber end de børn, hvis forældre og lærere roser dem og behandler dem kærligt. Og som voksne vil de potentielt gentage mønstret overfor deres egne børn, hvorved problemet følger med fra generation til generation. Og hvornår slutter det så?!...