25. april
I dag er det den eneste ægte nationaldag, Portugal har, og den eneste dag, jeg føler mig mere patriotisk – undtagen under vores landsholds kampe i de sidste faser af store konkurrencer, naturligvis – held og lykke ved VM! 😊 Selv langt fra mit hjemland kan jeg ikke lade være med at blive rørt, når jeg husker mænds og kvinders ofre og kamp for at opnå ytringsfrihed og uigenkaldelige rettigheder for alle borgere.
Uanset hvad vi beklager os over angående landets nuværende tilstand på forskellige niveauer, er det, der virkelig ikke er værd at lytte til, billig nostalgi om andre tider, hvor selv tanken ikke var fri, og alt blev censureret af en elite uden mandat fra folket til at gøre det.
De, der ligesom mig voksede op med denne forfatningsmæssigt garanterede ret, glemmer måske vigtigheden og den uovertrufne værdi af det, vi fejrer på denne dag. Men vi kan og må ikke glemme, og ved at fejre den holder vi bevidstheden i live om, at det, der er vundet, let kan gå tabt, hvis grupper af mennesker uden mandat til at gøre det, griber retten til at diktere, hvad vi skal tænke, sige og gøre. Her er denne dags hymne.
Længe leve demokratiet! Længe leve friheden! Glædelig 25. april!