Oppustet men skrøbeligt selvværd
Da jeg var yngre, havde jeg hverken højt selvværd eller praletendens. Ve mig, hvis jeg pralede lidt. Jeg kan huske, at jeg kom fra kortøvelse og jeg husker ikke om jeg havde fået en solo eller noget. Jeg glemte aldrig min fars kommentar: "Synger du i kor? Med den kiksede skingre stemme?'.
Man siger ikke sådan noget til et barn i disse dage, for ikke at ødelægge dens selvværd. I dag er det alt sammen komplimenter, og børn opdrages til at tro, at de er vidunderbarn og får ret til at hævde en særlig plads i rampelyset. Men som jeg plejer at sige, hverken for meget til søs eller for meget på land: hvis nedladende kommentarer ryster et barns spirende selvværd, puster ubegrundede komplimenter selvværdet kunstigt op, og det virker solidt og robust, men er det ikke; ved det mindste stød, ved den mindste modgang falder det til jorden, så skrøbeligt som det er, og barnet bliver fornærmet. Egoet skal udvikles i det omfang, det er nødvendigt og bygge på sande dyder 😉