Enebørnebørn
For et par dage siden læste jeg en interessant artikel i form af et brev, hvori en bedstemor takkede for lån af sit barnebarn. Det ene ad gangen. Hvilket virker som en glimrende idé: da jeg var en lille pige, så længe jeg kan huske, havde jeg ingen bedsteforældre, i hvert fald ikke involveret i mit liv. Men jeg havde mine forældre, og en faster, som tog os ud en eller to gange i min barndom, hvilket gør parallellen mulig.
Ideen, som bedstemoderen gav i artiklen, var at tilbringe 2 eller 3 dage med kun et barnebarn og kun være opmærksom på det ene, som om han var det eneste barnebarn; hun sagde, at det berigede dem begge på en måde, der ikke sker, når en hel flok søskende kommer med. Jeg havde tre søskende, alle yngre end mig, og de to gange min faster tog os med ud, tog hun os alle sammen. Og når mine forældre for eksempel tog os med i parken, foregik det altid i gruppe. Hvilket hver gang resulterede i, at al opmærksomheden selvfølgelig gik til de små. Altså præcis det samme som herhjemme, hvilket ikke gjorde udflugterne til noget særligt i forhold til at styrke båndene. Og vil I tro mig, hvsi jeg siger, at jeg aldrig, ikke en eneste gang, har lavet noget alene med en eller begge mine forældre? Flokken var altid med. Selv på studieture fra min skole, hvor forældrene blev opfordret til at deltage for at give en hånd med, tog de mine søskende med den ene gang, de deltog (hvis jeg ikke tager fejl til med Portugal dos Pequeninos, noget der minder om Kardemommeby, i Coimbra).
Sikke en fiks idé.
Sikke en skam.