Tillid og tryghed

For nylig blev vores 3 år gamle guddatter (på billedet), som efterhånden kender os rigtig godt og overnattede derhjemme hos os et par nætter, da forældrene af forskellige årsager ikke ville kunne nå at aflevere hende i børnehaven om morgen. Hun kom hjem til os med forældrene og var glad og legesyg. Men da hun blev klar over, forældrene skulle af sted igen, så græd hun og klyngede sig utrøsteligt til dem for at undgå den uundgåelige afsked. Hun faldt så til ro igen – “bestukket” med knus og yoghurter ;-) Da hun skulle puttes udviste hun igen en anelse svaghed: spurgte efter forældrene, græd et par tårer, men ikke noget en historie og en sang ikke kunne klare.

Næste morgen tog jeg hende til børnehaven. Men da vi kom tidligere end hun er vant til at møde ind og de pædagoger, hun kender bedst endnu ikke var mødt ind, var jeg lige pludselig favoritten: da vi skulle tage afsked klyngede hun sig til mig og det var en udfordring at få hende til at slippe mig af egen fri vilje.
Sjovt hvordan tilliden hos et barn er relativ og hierarkisk opbygget: den ene dag klynger hun sig til nogen for at undgå at blive hos andre, og næste dag er det disse, hun klynger sig til som om dens overlevelse afhang af det ;-)
(foto: vida de praia)