torsdag, december 03, 2009

Mærkning
At købe ind i supermarked er blevet tiltagende kompliceret med alle de informationsmærkninger om dette og hint ved hvert produkt – udover de almindelige informationer om kalorieindhold, fedt-, kulhydrat- og proteinprocent, om det er økologisk eller ej og med detaljerede beskrivelser af ingredienserne samt produktets oprindelsesland, har man nu opfundet den med de anbefalede daglige doser. Og i Sverige for at det ikke skal være løgn har man på baggrund af al den snak om CO2 udslip og Klimakonferencen i København om lidt besluttet sig for at introducere endnu en ny mærkning: klimamærket, som ekspliciterer, hvordan det at producere en pågældende vare har påvirket miljøet.
Hvis det i forvejen var svært at vælge, hvad man putter i indkøbsvognen, bliver det endnu sværere: er det mon at foretrække at købe en økologisk bøf svarende til en masse CO2-udledning eller en kylling produceret på traditionel vis, som har lidt a la på en koncentrationslejr inden den nåede frem til køledisken på det pågældende etablissement? Og hvad med hvis valget står mellem et økologisk grøntsag produceret i et udviklingsland, hvor bonden udnyttes og et produceret vha. pesticider men på en socialt ansvarlig måde? Hmmm…

Inden længe vil det være nødvendigt at have en universitetsgrad for at være en nogenlunde velinformeret forbruger…