mandag, juni 15, 2009

Den ideelle chef
I mange år troede jeg, at det var godt at have en kvindelig chef, da kvinderne generelt har ry af at være mere forstående, og det viser sig nu alligevel at det tilsyneladende er bedre at have en mand som chef –så jeg er i og for sig heldig. Ifølge en undersøgelse gennemført af forskeren Scott Schieman ved University of Toronto i Canada og offentliggjort i Journal of Health and Social Behaviour har kvinderne, som har en kvindelig chef, tendens til at lide mere af stress, søvnløshed, maveproblemer, depression og angst end de kvinder, som har en mandlig leder. Det samme gør sig gældende, hvis der er to ledere og den ene er kvinde. Mændene trives til gengæld bedst, hvis de har en chef af hvert køn.
Men hvad er det mon, der generer ved en kvindelig leder? Nå, at arbejde med kvinder bliver aldrig min kop te – især fordi sladderniveauet har med at blive utåleligt. Jeg forestiller mig dog, at problemet ved at have en kvindelig chef – og da jeg engang har haft en, kan jeg tillade mig at spekulere her – er, at man forventer, at hun som kvinde er venlig og omsorgsfuld, at hun er støttende, og når det ikke sker, og den kvindelige chef er barsk og ufølsom, bliver man skuffet og såret.
(foto: Constantin Kammerer © stock.xchng)