søndag, juli 09, 2023

Navne

Da jeg var barn, havde storme, såvidt jeg husker, ikke noget navn. Men det blev populært for nogle år siden at begynde at navngive storme, cykloner, orkaner, tyfoner og sådan noget, skiftende mellem mands- og kvindenavne. Og har I nogensinde tænkt på, hvordan de får de navne? Så vidt jeg forstår, er hvert meteorologisk agentur ansvarligt for en region, også kaldet et "bassin", og præsenterer en liste over navne, som det har til hensigt at bruge til World Meteorological Organization, som enten godkender eller afviser de navne, som medlemslandene i regionen har foreslået. Og efter hvad jeg har læst, følger ikke alle regioner alfabetisk rækkefølge, og ikke alle regioner veksler mellem mands- og kvindenavne. Navne må bare ikke være stødende.
Og vidste I, at listen over navne til årets atlanterhavsstorme allerede er godkendt? Arlene, Bret, Cindy, Don, Emily, Franklin, Gert, Harold, Idalia, Jose, Katia, Lee, Margot, Nigel, Ophelia, Philippe, Rina, Sean, Tammy, Vince, Whitney. Forhåbentlig stopper det ved 21...