mandag, februar 11, 2019


Feedback 
Forleden havde jeg et møde med min bankrådgiver, og hun spurgte efterfølgende, om hun kunne sende en tilfredshedsundersøgelse ud. I det supermarked hvor jeg handler ind er der ved udgangen en lille maskine, hvor man kan trykke på en smiley. Det er jo moderne at give karakter til alt. Det kan imidlertid også gå galt, hvis stedet så får en dårlig karakter. Som det var tilfældet fornylig med et pizzeria, hvor man bestiller gennem et netportal, i dette tilfælde Hungry.dk. Jeg læste i avisen, at en kunde havde skrevet en kritisk kommentar på hjemmesiden, da vedkommende blev spurgt til tilfredshedsgrad, fordi han havde fået leveret en pizza med hår i og hvor skinken smagte mærkeligt. Kunden blev kontaktet på e-mail af netportalen med tilbud om at få pengene tilbage på pizzaen, hvis han ændrede på kommentaren. Hvilket senere blev kaldet en ”fejl”, men som man sagtens kunne finde på at kalde ”bestikkelse”, hvis man var lidt streng ;-D