Te
Forleden var jeg igang med en af mine yndede pseudofilosofiske-videnskabelige samtaler med min man og min mor vedrørende teens oprindelse. De påstod, teen oprindeligt kom fra Kina. Og jeg ville være klog og argumenterede, at “chai” er indisk og teen derfor med stor sandsynlighed stammede fra Indien, hvor portugiserne hentede den i sin tid.
For at afgøre disputen “googlede” vi det. Og på en måde havde vi alle lidt ret: teen – og her mener jeg den opkog af blomster, blade og rødder fra planten Camellia sienensis og ikke Liptons skovbær teposer, som muligvis aldrig har set et eneste teblad for ikke at tale om skovbær ;-) – er blevet nydt som socialdrik siden Tang-dinastiet og blev fundet orpindeligt af portugiserne i Japan i 1543 og blev introduceret  i det engelske hof af en portugisisk prinsesse, Catarina de Bragança, der var gift med Charles II af England, omkring 1660; med andre ord var der nok ikke noget, der hed five o´clock tea, hvis ikke det havde været for portugiserne ;-D
Det kinesiske tegn for te er, jf. Wikipedia, 茶, som udtales på to forskellige måder, afhængigt af dialekten: på malai siger man “te”, og på kantonesisk og mandarin siger man “cha” (som sjovt nok betyder ´at plukke`). Og jeg forestiller mig, at afhængigt af den dialekt de lande, der begyndte at importere te mest kom i kontakt med, må have påvirket, hvorvidt man kom til at kalde det det ene eller det andet: på engelsk, tysk, dansk, italiensk, fransk og endda latin valgte man noget, der minder om “te”, mens man på portugisisk, japansk, hindi, græsk, swahili osv. foretrak “cha”-variationer.
Interessant, ikke? :-)