Bizarre fortællinger
Med mig er I vant til, at der ind i mellem kommer mærkværdige omend sande ting, derfor bliver I muligvis ikke overrasket over dagens post. Ifølge det velrenommerede nyhedsbureau Ritzau, som – til min store overraskelse – refererer en artikel fra tabloiden Mirror, planlagde Hitler at skabe et korps af talende hunde. Ideen var at træne dem op til et sådant udviklingsniveau, at de kunne erstatte vagterne ved kz-lejrene (hvilket for mig at se selv en mere aggressiv skovsnegl kunne klare men ok…). Åbenbart havde dyrepsykologerne bildt Hitler ind, at det var muligt at optræne hunde til at nå op på næsten samme intelligensniveau som mennesker, og at en airdaleterrier ved navn Rolf (tv. på billedet) med hang til poesi og en stor interesse i religion kunne kommunikere beskeder vha. alfabetet. Og en anden hund, denne gang en dachshund ved navn Kurwenal, angiveligt formåede at kommunikere de forskellige bogstaver afhængig af, hvor mange gange den gøede. Hvilket var vand ved siden af hunden Don, som ifølge videnskabsfolkene kunne efterligne den menneskelige stemme og sige “sulten! Giv mig kiks!”.
Denne ekstremt bizarre og noget utrolige historie blev opdaget af Jan Bondeson, en læge tilknyttet universitetet i Cardiff i Wales, som påstår at have fundet disse oplysninger i dokumenter ved statsbiblioteket i Berlin.
Hvis det virkelig er sandt 1) var Hitler skørere end jeg troede og 2) det undrer mig ikke spor, de tabte krigen…
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home