En sang for friheden
Og apropos gode nyheder, har det været fantastisk i de seneste uger at se nyhederne og følge begivenhederne i Tunesien, Egypten, Syrien, Jordan, Bahrain og senest i Libyen og være vidne til det mod og vedholdenhed, hvormed de lokale befolkninger engang for alle vil gøre sig fri af diktaturregimer og stædigt gør brug af alle midler til rådighed – internettet, Facebook, Youtube – for at lade ordet gå videre og bekæmpe dem, som bliver ved med at sætte sig igennem og nægter dem deres fundamentale rettigheder. Der er dage hvor nyhederne fylder mig med glæde, som ved faldet af præsidenterne i Tunesien, Ben Ali, og Egypten, Osni Mubarak; og andre, hvor jeg både undres og græmmes, når, ligesom forleden, vi hører fra Tripoli, hvor diktatoren Gaddafi trods de massive protester fra tusindvis af demonstranter nægter at slippe den absolutte magt ved at lukke for internetadgangen og ansætte fremmede lejesoldater til at maje sine oprørske landsmænd ned. Som om det i vores ekstremt åbne teknologiske tidsalder var muligt at lukke mund på menneskemængderne.
Det er en skam, at revolution kræver døde og sårede, forlanger at nogen ofrer sig for en sag, der er større, og hvis frugt de muligvis ikke engang lever for at nyde. Jeg vil her efterlade dem min beundring for den frygtløse kamp, som kan komme til at være fatal for dem og håber, at deres anstrengelser lønner sig i hele Nordafrika og Mellemøsten; og at den kan inspirere andre undertrykkede befolkningsgrupper i resten af verden. Det gamle slogan sagde jo, at en samlet befolkning ikke kan blive besejret! Hurra for revolutionen!!! :-)