Small talk
Small talk har aldrig været min stærke side, hvilket ikke altid er uproblematisk. Så det var med ovenud stor interesse, jeg forleden læste om nogle råd til at udvikle mine evner på dette område – hvem ved, måske er der stadig håb for mig…?
De indledte med at foreslå, at man startede samtalen med et smil og et håndtryk, mens man får øjenkontakt med personen (check!) Og med at tale om aktuelle emner (“men klimatopmødet sluttede forleden, og mon vi når de mål, der er aftalt?”) Ah, ooops: det er ikke meningen, man skal begynde at tale om politik, som har potentiale til at sætte sindene i kog. Ej heller om religion, ditto. Man bliver nødt til at komme ind på et let, udramatisk emne, fremkomme med komplimenter, mens man benævner den andens navn, hvis det falder naturligt. At udvise interesse for den samtalepartnerens liv og gøremål. At stille uddybende spørgsmål – men ikke i overdreven grad, så det ikke bliver et forhør. Og ikke noget med at give råd, medmindre den anden har opfordret til det... og selvom vedkommende har det...
Nå... jeg ved faktisk ikke, om det er blevet nemmere eller sværere nu... hmmm...