søndag, april 05, 2009

Børnesikret
Børn holder aldrig op med at overraske os, og for det meste tror jeg, det skyldes på den ene side deres naturlige nysgerrighed og på den anden deres grænseløse fantasi og mangel på erfaring med konsekvenser. De kaster sig ud i frygtløse eventyr, de må prøve alt. Og lægerne på Skadestuen kan om nogen bevidne det – de ser vore små patienter med alt muligt – ærter, popcorn, you name it – proppet oppe i næsen eller fastsiddende i halsen; med brækkede hoveder, ben og arme fra dristige fald; med ondt i maven efter at have slugt rengøringsmidler; med buler i hovedet fra pludselige møder med skuffer, der er faldet på dem ved at blive hivet ud, osv., osv.
Producenterne forsøger at afhjælpe situationen ved at skabe “børnesikrede” løsninger – eksempelvis låge der er så svære at skrue af, at selv voksne kæmper med det; ekstra lås til bagsædet af bilen, til ovnen osv.
Og nu plysbjørne der kan kapere en tur i mikrobølgeovnen! ;-) Ret skal være ret, og disse Junior Warmhearts, som de hedder, er ikke rigtig tænkt som legetøj; de er mere a la varmedunke bare uden vandet, og de kan holde sig varme i mere end 20 minutter efter et par minutter i mikrobølgeovnen. Så hvis ethvert nysgerrigt, fantasifuldt barn tilfældigvis skulle finde på at smide denne bjørn i mikrobølgeovnen, sker der ikke noget ved det.

En idé: siden børnene ikke er børnesikret, hvad med i hvert fald at lave alt legetøj børnesikret? ;-)