tirsdag, december 23, 2008

Epidemi
Ved I, hvad jeg ønsker alle mine venner denne jul? Lykke! Af åbenlyse grunde – jeg kan godt li’ at se mine venner lykkelige og vel. Men også af helt egoistiske grunde: fordi jeg læste forleden, at lykken er noget svært smittende. Dette ifølge en undersøgelse foretaget i USA af to forskere, som fulgte et netværk bestående af 5.000 mennesker igennem 20 år for at finde ud af, hvem de lykkeligste af dem var. De fandt ud af, at der ikke var tale om individer men om grupper af mennesker knyttet til hinanden, som om lykken smittede – måske fordi lykkelige mennesker er mere generøse med deres tid og penge, som de glædeligt deler med dem omkring sig; eller måske fordi de spreder positive vibrationer omkring sig, jeg ved det ikke… jeg ved kun, at de i hvert fald påstår, at der er 15% større chance for at være lykkelig, hvis man kender nogen, der er lykkelig og 42% større hvis den lykkelige ven bor i en radius af ca. 1 km.
Interessant, ikke?Jeg vil med det samme ønske jer en glædelig jul og MEGEN lykke!